Leder
I 1927 oprettedes et ti-måneders kursus ved Holsteinsminde børnehjem, og det første
spæde forsøg på en socialpædagogisk uddannelse var dermed en realitet. I 1934 blev det,
der senere blev til Hindholm Socialpædagogiske Seminarium, rejst på en nærliggende
mark for indsamlede donationer. Det berettes, "at hovedparten af datidens aktive børne-
sagskæmpere fra det ganske land var blandt bidragyderne sammen med faglige og kristne
organisationer. Kredsen af bidragydere udgjorde også husmødre, husmænd, håndværkere
og landbrugere."
Cand.theol. Ludvig Beck var den første forstander og den drivende kraft i grundlæggelsen
af det, der dengang blev kaldt "Barnets Højskole". Kulturministeriet støttede højskolen
med en formel godkendelse som faghøjskole. Stedet er nu en efterskole, og pædagoger
uddannes igen på højskoler, men denne gang vil de hellere kaldes "university college", og
hver af dem går efter at blive én af de førende i den globale uddannelses- og vidensøkono-
mi. Der er dog fortsat en enkelt højskole, hvor der uddannes social-diakoner.
Den første højskole lå under kulturministeriet. Da højskolen blev til seminarium, kom den
først under socialministeriet og senere under undervisningsministeriet, hvor referenceram-
men ikke er børnesagsforkæmpere, husmødre, husmænd, håndværkere og landbrugere,
men et europæisk uddannelsesrum.
På trods af alle disse omkalfatringer er der fortsat en sag - bare en enkelt fjernsyns-
udsendelse om et barn, der ikke blev fjernet, kan sætte mange sind i kog. Sagen er, som
også tumult omkring Københavnske bosteder, velfærdsministerens prompte reaktion på de
kalundborgensiske socialrådgiveres nødråb, samt uroen om anbringelse af børnene i
Tønder-sagen viser, fortsat en folkesag, som berører nutidens husmødre, husmænd,
håndværkere og landbrugere. Kendetegnende for en sådan folkesag er, at alle kan tale med
om den: der behøves ikke et fra hverdagssproget afsondret fagsprog.
Grundlaget for uddannelsen er derfor fortsat til diskussion. I dette nummer har vi samlet et
antal artikler, der omhandler netop grundlaget for uddannelse af nutidens "børnesagsarbej-
dere". Spørgsmålet om sammenhæng eller manglende sammenhæng mellem viden og
gøren er fortsat aktuel. I "Pædagoger, forskere og diskursen om den sociale arv" skriver Morten Ejrnæs om, hvad der kan ske, når et fagligt begreb kommer i omløb med en
konnotation, som ikke svarer til, hvad vi faktisk kunne vide. Det handler om begrebet "den
sociale arv"
.
Christina Laugesen ser i "Mod en praksisforankret og vidensbaseret socialpædagogik" på
diskursen om evidensbasering, ikke mindst i SL's "Socialpædagogen". Kan evidens og det
at have en sag, man lever sig ind i, i det hele taget forenes?
Niels Rosendal Jensen skriver om forholdet mellem videnskabbssystem og praksissystem
og lægger op til, at man udnytter reorganiseringen eller restruktureringen af samspillet
mellem forskning, viden og uddannelse.
"Udfordringer til lærer- og pædagoguddannelsen i Kosovo" af Vaxhid Nuredini fra
Kosovo handler om udvikling af lærer- og pædagoguddannelsen, og her er afsættet i høj
grad de "sager", som måske er det 21. århundredes folkesager: økologisk dannelse,
interkulturel dannelse og inklusion. Med denne artikel fortsætter vi traditionen med at
kigge udenfor landets grænser.
Refleksioner over den socialpædagogiske identitet i et europæisk perspektiv fortsætter i
Jakob Kornbecks "Som to hjernehalvdele", der handler om dikotomien socialrådgiv-
ning/socialpædagogik og det sociale arbejdes konstruktion i dansk og europæisk sammen-
hæng.
De sidste to artikler i dette nummer forholder sig hver på sin måde til tværfagligt samarbej-
de.
I "Anerkendende samarbejde" spørger Line Lerche Mørck efter, hvad der skal til, for at en
anerkendende tilgang opleves som reel af modtageren? Hun relaterer spørgsmålet til det
tværfaglige samarbejde omkring "børn i vanskeligheder".
Bo Morthorst Rasmussen ser også på det tværfaglige samarbejde, og hvordan det organi-
seres. Det foregår i en kompliceret styringskontekst, hvor man skal afklare, hvad det vil
sige at styre, men også hvad det vil sige at følge.
Vi slutter med annonceringen af Diakonhøjskolens nye videncenter og med to boganmel-
delser. I den ene anmeldelse introduceres den tyske debat om "socialarbejdsvidenskab" vs.
(social)pædagogik, og i den anden får vi et indblik i, hvordan socialpædagogikken i
Tyskland fortsat udfoldes som en tilgang til verden, til den enkelte og til fællesskabet.
God sommer og god læselyst
Redaktionen
